Tanker fra første gang jeg var i plantagen efter fars død

Julesæsonen nærmer sig og det samme gør salget af juletræer. Det er som det plejer, men i år er det hele alligevel helt anderledes. Vores far er her ikke længere.

For snart fire måneder siden gik han bort ganske pludseligt. Han fik det dårligt mens han arbejde i juletræerne, hvorefter han hurtigt kom til hospitalet. Det viste sig at være en dissektion på hovedpulsåren, noget man desværre næsten med sikkerhed dør af. Så lægerne kunne ikke gøre så meget, og inden midnat døde han - med min mor ved sin side.

Dagene efter var nogle af de sværeste, voldsomste og samtidig smukkeste man kan forestille sig. Efter en grå sommer brød solen pludselig frem, og familie, naboer og venner stimlede sammen på gården i Træden. Vi sad på terrassen og grinede og græd, mens vi åbnede en øl og snakkede om far.

Han var et helt særligt menneske, der havde en smittende begejstring for alt det han var en del af. Det kunne vi mærke på hans fløjten, hans brede smil og de mange gange han helt spontant udbrød at noget var “vidunderligt”. Og når han gav store krammere og kaldte min kæreste for “smukke” og mig for “cowboy”.

Jeg savner ham. Savner at høre hans træsko gå hen over gårdspladsen. Savner at han hiver højskolesangbogen ned og beder os om at synge nogle sange. Savner når han mumlede under aftensmaden, når han snorkede foran fjernsynet, når han dyttede i sin bil når han kom hjem.

Det er alt for tidligt at han tog herfra - der var meget mere vi gerne ville have oplevet sammen med ham, så meget mere vi kunne have brugt ham til. Og for mig bliver det særligt tydeligt nu hvor julen nærmer sig.

Jeg plejede at ringe til ham hundrede gange om dagen fordi der var endnu et spørgsmål om de kære juletræer. Og sikkert noget jeg skulle have ham til at gøre. “Selvfølgelig, Martin - det finder vi ud af”, ville han svare. Nu er det hele ikke så selvfølgeligt længere - jeg ved at det nok skal gå, men åh, hvor var det meget sjovere da han var en del af det.

Jeg har følt det særligt tydeligt i de her dage hvor jeg har været hjemme for at mærke de træer der skulle med til København. Sidste år gjorde vi det sammen. Vi spurgte hinanden til råds, diskuterede om træet nu var flot nok til at komme med, om nogen gider købe et træ med to toppe og om træet var smalt nok til en lejlighed i Ørestad.

I år gik jeg rundt dernede alene, og det var så svært at komme i gang. Jeg stod bare der, med hæftemaskinen i hånden og alle mærkerne i et bælte på maven, og kunne ikke komme i gang. Jeg stod helt stille, mens jeg kiggede ud over den her kæmpe plantage med den vidunderlige udsigt og savnede bare min far. For selvfølgelig snakkede vi om hvilke træer vi skulle mærke, men vi snakkede jo også om alt det andet. Om kærlighed, fremtid, natur, ideer, rejser og gode råd. Og nu var der kun fuglene at snakke med.

Men måske var det netop fuglene der fik mig i gang med at mærke. Den rene luft, den særlige duft af gran. Følelsen af at træde på en stor svamp med støvlerne og fornemmelsen af solstråler i frosten. Der er så dejligt på det stykke jord, naturen er så skøn og træerne er så fine. Og jeg savner min far for hvert skridt jeg tager dernede, men jeg bliver også mindet om alt det han var.

Og sådan har det været i mine overvejelser om juletræerne. For hvad pokker skulle jeg gøre? Nogle dage har jeg haft lyst til at smide det væk og droppe hele konceptet. Hvad nytter det overhovedet, når han ikke er her mere? Andre dage er jeg blevet bevidst om at det er en dejlig måde at være tæt på hans minde. Minderne bliver skarpere når jeg går rundt i det stykke hvor vi har brugt så mange timer sammen.

I går, da jeg var nede at mærke, kom min mor forbi. Hun skulle lige se hvordan det gik, og så fik vi os en snak om hvilke træer der er flottest. Og da vi tog hjem til gården, fandt vi en flaske vin frem og snakkede om kærlighed, fremtid - og far. Min mor er en kæmpe motivation for at fortsætte - og jeg glæder mig allerede til næste weekend, hvor min kæreste, min søster og jeg tager til Træden for at slæbe træerne ud.

Så noget fortsætter som det gjorde før, selvom hele juletræsproduktionen skulle gentænkes. Jeg har hverken indsigten eller tiden til at overtage produktionen - det er et kæmpe areal og kræver en masse erfaring. Heldigvis har min mor lavet en aftale med en der gerne vil passe dem. Han er en nabo og ven, der selv har en masse juletræer, så han ved hvad det går ud på. Det er rart!

Men konceptet “Min Fars Juletræer” skulle også gentænkes. Jeg kunne ikke fortsætte på samme måde som før, hvor min far spillede en kæmpe rolle. Så jeg har besluttet mig for at droppe online-salget af juletræerne. Lige så glad jeg har været for at køre rundt til folks huse og lejligheder, lige så stort et arbejde er det også at varetage alle bestillingerne, pakke bilen og køre afsted. Mange af træerne blev også leveret af min far. Det ville kræve en energi jeg ikke har, så det er droppet.

Men jeg har stadig lyst til at sælge træer i Ørestad, så det fortsætter jeg med. Jeg glæder mig til at sætte skuret op og stille træerne frem. Tænde for blusset og servere kakao og gløgg mens jeg saver roden til og sætter fod på. Jeg nyder mine timer oppe under metroen. Elsker at sætte julemusik på. Elsker at se nytilflyttede familier være sammen om at slæbe et træ med hjem, som jeg ved kommer til at gøre deres stue juleklar og hyggelig. Så det fortsætter jeg med, og jeg glæder mig.

Og jeg og mine søstre åbner stadig plantagen den sidste weekend før jul, så de lokale familier kan komme forbi og fælde selv. Det glæder vi os også til.

Juletræerne får ikke længere fornemt besøg af min far. De har stadig den samme udsigt og de står stadig i den samme lækre jord, men min fars hænder kører ikke længere gennem deres grene, og de kan ikke længere høre hans fløjten. Jeg ved ikke hvad det betyder for træerne, men måske man kan fornemme at de bærer på et savn. Jeg synes nu de så flotte ud, da jeg mærkede dem op, og frosten har sikret at de nok skal holde godt på nålene. Men jeg tror de savner min far. Ligesom alle savner en de har haft tæt på. Så hvis du læser det her, og køber et træ fra mig i år, kan juletræet være en anledning til at tænke over dem du har mistet og huske at fortælle deres historie videre. For godt nok er min far her ikke længere, men mindet om ham, alt det han gjorde, alt det han fortalte, alt det han hjalp med, det lever videre.

Så Min Fars Juletræer fortsætter. Det er hårdt og det kræver en masse af mig, men jeg elsker at gøre det. Duften af gran og mindet om min far holder mig kørende.

Kærlig hilsen Martin